Vedtægter...
Vedtægter for Frederikssund Kunstforening:

 
§ 1   Foreningens navn er FREDERIKSSUND KUNSTFORENING og dens formål er er at vække og nære sansen for bildende kunst og dens frembringelser.

Dette søges opnået:

 
  a. ved udstillinger samt bortlodning af direkte indkøbte kunstgenstande blandt medlemmerne.
  b. ved foredrag
  c. samt ved anden virksomhed til fremme af kunstens tarv indenfor foreningens område.
§ 2   Foreningens sæde er Frederikssund. Adgangen til indmeldelse står åben for såvel privatpersoner som virksomheder og foreninger. Udmeldelse af foreningen sker skriftligt til bestyrelsen og gælder fra begyndelsen af det påfølgende kalenderår.
§ 3   Regnskabsåret er kalenderåret. Årskontingentet fastsættes hvert år på generalforsamlingen. Restancer skal, for at medlemmerne kan deltage i bortlodningen, være betalt inden 8 dage før generalforsamlingen.
§ 4   Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
§ 5   Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år før påske og indvarsles mindst 8 dage forud i de lokale dagblade. Forslag til beslutning, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling må være tilsendt bestyrelsens formand senest 5 dage forinden.

På generalforsamlingen skal foretages følgende:

  a. Valg af dirigent.
  b. Formanden aflægger beretning.
  c. Kassereren fremlægger regnskabet.
  d. Valg af bestyrelsesmedlemmer, 2 suppleanter og 2 revisorer.
  e. Fastsættelse af årskontingent.
  f. Behandling af og evt. afstemning om rettidigt indkomne forslag.
  g. Drøftelse uden afstemning af evt. andre sager.
  h. Bortlodning af de indkøbte kunstgenstande.
§ 6   Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med 3 dages varsel, hvis bestyrelsen finder det fornødent eller mindst 10% af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter ønske herom.
§ 7   Afstemningerne foregår ved håndsoprækning. Hvis blot ét medlem ønsker det, skal der dog foretages skriftlig afstemning. Vedtægtsændringer kan kun foretages på en generalforsamling når mindst 2/3 af samtlige medlemmer stemmer derfor. I modsat fald kan afgørende beslutninger træffes på en påfølgende ekstraordinær generalforsamling ved almindelig stemmeflerhed.
§ 8   Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges for 3 år ad gangen, således, at der årligt afgår henholdsvis ét, to og to bestyrelsesmedlemmer. Genvalg til bestyrelsen kan først finde sted efter ét års forløb, dog kan formanden og sekretæren genvælges for en treårig periode. I bestyrelsen skal såvidt muligt altid én, højst to udøvende kunstnere have sæde. Bestyrelsen kan supplere sig med en kommiteret, og bestyrelsen bestemmer kommiteredes virkeområde.
§ 9   Bestyrelsen vælger af sin midte sin formand, næstformand, kasserer og sekretær samt en indkøbskomite på 3 medlemmer, hvoraf formanden skal være det ene.
§10   Til bortlodning af kunstværker blandt medlemmerne foretager den nedsatte komite indkøbene blandt udøvende kunstnere. Bestyrelsen varetager arrangementet af kunstudstillinger, når den finder anledning dertil, således at der, såfremt forholdene tillader det, afholdes mindst én kunstudstilling hvert år.
§11   Foreningens opløsning kan kun vedtages på en i den anledning indvarslet generalforsamling efter regler for vedtagelse af lovændringer. På en sådan generalforsamling skal der af bestyrelsen fremsættes forslag om den fremtidige anvendelse af foreningens mulige midler.
    Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling 12. 2. 1969.

A'Jourført 4. 10. 1973.