Vedtægter for Frederikssund Kunstforening

§ 1. Foreningens navn er FREDERIKSSUND KUNSTFORENING, og dens formål er at vække og nære sansen for kunstnerisk arbejde og kunstnerisk virksomhed.
Dette søges opnået:
a. Ved udstillinger samt bortlodning af kunstneriske arbejder til medlemmerne.
b. Ved foredrag, udflugter og virksomhed til fremme af kunstens tarv.

§ 2. Foreningens sæde er Frederikssund. Adgangen til indmeldelse står åben for såvel privatpersoner som virksomheder og foreninger. Udmeldelse af foreningen sker skriftligt til bestyrelsen og gælder fra begyndelsen af det påfølgende kalenderår.

§ 3. Regnskabsåret er kalenderåret.
Det følgende års kontingent fastsættes på generalforsamlingen.
Kontingentet skal være betalt inden årets udgang for at kunne deltage i lodtrækningen af de indkøbte kunstgenstande.

§ 4. Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.

§ 5. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år før 1. april og indvarsles mindst 3 uger forud i et eller flere offentlige medier. Forslag til     beslutning, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, må være tilsendt bestyrelsens formand senest 10 dage forinden.
På generalforsamlingen skal foretages følgende:
a) Valg af dirigent
b) Formanden aflægger beretning
c) Kassereren fremlægger regnskabet
d) Valg af bestyrelsesmedlemmer, 2 suppleanter og 2 revisorer
e) Fastsættelse af årskontingent
f) Behandling af og evt. afstemning om rettidigt indkomne forslag
g) Drøftelse uden afstemning af evt. andre sager
h) Bortlodning af de indkøbte kunstgenstande.

§ 6. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med 14 dages varsel, hvis bestyrelsen finder det fornødent, eller mindst 10% af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter ønske herom.

§ 7. Afstemningerne foregår ved håndsoprækning. Hvis blot ét medlem ønsker det, skal der dog ske skriftlig afstemning.
Vedtægtsændringer kan kun foretages på en generalforsamling, når mindst 2/3 af samtlige medlemmer stemmer derfor.
2/3 af de fremmødte kan dog forpligte bestyrelsen til snarest at afholde en ekstraordinær generalforsamling.
Endelige beslutninger træffes på en påfølgende ekstraordinær generalforsamling ved almindelig stemmeflerhed.

§ 8. Bestyrelsen består af mindst 5 medlemmer, der vælges for 3 år ad gangen. Genvalg til bestyrelsen kan først finde sted efter ét års forløb, dog kan formanden og sekretæren genvælges for en treårig periode. Bestyrelsen kan supplere sig med personer, der kommitteres til nærmere definerede områder.

§ 9. Bestyrelsen vælger af sin midte sin formand, næstformand, kasserer og sekretær samt en indkøbskomite på 3 medlemmer, hvoraf formanden skal være det ene.

§ 10. Bortlodning af kunstværker finder sted en gang årligt. Medlemmerne kan deltage i lodtrækningen, hvis de har betalt kontingent for det seneste regnskabsår rettidigt.
Bestyrelsen varetager arrangementet af kunstudstillinger, når den finder anledning dertil, således at der, såfremt forholdene tillader det, afholdes mindst én kunstudstilling hvert år.

§ 11. Foreningens opløsning kan kun vedtages på en i den anledning indvarslet generalforsamling efter regler for vedtagelse af lovændringer. På en sådan generalforsamling  skal der af bestyrelsen  fremsættes forslag om den fremtidige anvendelse af foreningens mulige midler.

Ovenstående vedtægter er vedtaget 9.oktober 2012 og afløser foreningens vedtægter af 12.2.1969 (ajourført 4.10.1973).