Jens Galschiøt og Elias Bruus:

Året 2020 startede med et brag af en udstilling, nemlig vores 75 års jubilæum d. 29. februar. Elias Bruus med sine billeder, og Jens Galschiøt med sine skulpturer. I anledning af jubilæet fik vi stillet nogle af dem op ude i byen, en ved rådhuset og en i Sillebroen indkøbscenter.

Vi havde sat alle sejl til og fået lavet et jubilæumsskrift som blev forfattet af Morten Ledet. Der var flere avisartikler, og vi reklamerede selv for jubilæet på hjemmesiden, FB og KultuNaut. Til ferniseringen fik vi doneret en kæmpe lagkage og vin fra Menu samt blomster fra Acacia Blomster.

Og der kom virkelig mange mennesker. Over 200 talte vi. Borgmester John Schmidt Andersen åbnede udstillingen, og vi fik blomster og en gave fra kommunen på 1000 kr. Det var en fantastisk dejlig og travl dag, som var kulminationen af flere måneders hårdt arbejde for bestyrelsen.

Alt dette var akkompagneret af dejlig, musik fra Verdens mindste Bigband med Stefan Rasmussen.

Alt dette kunne kun lade sig gøre, fordi kulturrådet havde støttet os med 17.000 kr. primært til transport fra og til Fyn af skulpturerne.

Da vi manglede 2 dage af udstillingen, lukkede hele DK ned, og det gjorde vi selvfølgelig også.

Udstillingen var rigtig godt besøgt og solgte også godt, så vores overskud blev jo tilsvarende større.

 

Rebecca Kofoed, Pernille Koch:

Udstillingen i april måned med Rebecca Kofoed og Pernille Koch bliver aflyst på grund af corona.

 

Wicky Meggele, Maiken og Niels Hejnfelt:

I september havde vi en udstilling med ægteparret Maiken og Niels Hejnfelt med henholdsvis malerier og fotografier, og keramiker Wicky Meggele. Dejlig musik ved Niels Elberling og Jørgen Lykkegård.

Det var en ok besøgt udstilling, og der blev solgt pænt.

3220 Arts&Crafts:

I november lavede vi en fællesudstilling med kunstnergruppen 3220 Arts&Crafts fra Tisvilde, som består af: Hans Friedrichsen, Finn Dam Rasmussen, Jens-Erik Søholt Hammerum, Eva Müller, Britt Salver og Christina Bardram.

Jens-Erik Søholt Hammerum gik desværre bort i juli 2020 pga. kræftsygdom, men da han havde været med i planlægningen af udstillingen, ønskede han at hans kunst skulle med. Det, som kom ind ved salg af hans værker, skulle doneres til Kræftens Bekæmpelse. Det var en stor og flot udstilling, hvor der var noget for enhver smag. Det var en velbesøgt udstilling, og vi fik solgt pænt.

Alt i alt et godt år på trods af corona. Vi har været godt tilfreds med besøgstallet og indtjeningen, hvilket I jo også kan se med alle de gevinster til udlodning.

 

Vagtturen

Turen for vagter, bestyrelse og kommitterede 2020 skulle have gået til Statens Museum for Kunst, hvor der var en udstilling med Anna Ancher. Turen blev rykket et par gange, og endelig afholdt d. 15. august 2021, med en tur til Glyptoteket. Der var ikke så mange tilmeldte, men de som var med så en særudstilling med Michael Armitage (beretning fra en analfabet), og derefter var der kaffe og kage i cafeen.

 

Donationer

Vi har modtaget 19.000 kr. fra Fritids- og Kulturudvalget til vores jubilæumskunstevent. Pga. Covid-19 er denne event udskudt til februar 2022.

Vi har modtaget 3 stk. årskort til Willumsens Museum til udlodning på GF.

Medlemstal 

Mht. medlemstallet har vi haft et lille dyk, men vi er på vej op igen. Vi er på nuværende tidspunkt 109 medlemmer. Det er faktisk ret positivt, da andre foreninger har mistet mange af deres medlemmer, eller helt lukket. Så det synes jeg godt I kan klappe jer selv på skulderen over.

 

Bestyrelsen 

Sidste år besluttede vi i bestyrelsen, at der ved hver udstilling skal være mindst 2 kunstnere repræsenteret.

Dvs. at der både er kunst til vægge og til podier, f.eks. keramik, skulpturer, papirkunst eller glaskunst – altså noget for enhver smag. På den måde håber vi at komme ud til et bredere publikum.

Det tror jeg har været en positiv ting for vores medlemmer. Jeg tror også, at det har været en af grundene til, at vi har solgt så godt i 2020, på trods af Covid-19, og en aflyst udstilling.

Det er også pga. af det gode salg, at vi i år har exceptionelt mange gevinster til udlodning.

En anden grund er selvfølgelig de donationer vi har fået af medlemmer eller tidligere medlemmer.

Valg vi tager

Bestyrelsen har besluttet sig for at følge tidens trend og blive mere digitale. Derfor får I nu alle indkaldelser til udstillingerne på mail på nær én, nemlig den med indkaldelsen til general-forsamlingen.

Vi har valgt at gøre det, dels for at skåne miljøet, dels for at spare penge.

Jeg vil tro, at det, det koster at sende indbydelser ud med brev, ville vi kunne få ca. 2 ekstra kunstværker for – hvert år.

Vi har i bestyrelsen fulgt antallet af besøgende i Langes igennem en årrække. Og da antallet af besøgende i hverdagene ikke er så stort, kunne vi godt tænke os at bruge de frivillige kræfter, der bliver brugt på udstillingerne, mere effektivt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det kan være svært at mobilisere de vagter der skal til, og 4 timer kan også være lang tid at sidde i Langes, hvis der kun dukker to mennesker op.

Vagterne værner vi om, og vi vil gerne passe på dem vi har, så derfor vil vi gerne i en prøveperiode på et års tid holde åbent fredag, lørdag og søndag i udstillingsperioden. Det vil samle folk hen over weekenden, og så kan vi bruge Langes til f.eks. at lave småevents i forbindelse med udstillingerne.

Det kunne være værksted under udstillingen, eller foredrag, eller noget andet kombineret med evt. tapas og hygge, således at vi får en mere levende udstilling. Det ville give os frit spil til at skabe nye rammer og sætte nye ting i spil.

Vi vil gerne mobilisere de kræfter og timer vi har på en bedre måde, til fordel for medlemmerne.

 

Kommende kunstnere

Jeg vil lige runde af med at sige, at vi til november-udstillingen har arrangeret os med Marie-Louise Kristensen og Lone Simonsen.

MLK er tidligere bysbarn og berømt ude i den store verden med sine finurlige smykker. Hun har lige modtaget et ½ års legat på kunstakademiet i München, men kommer alligevel hjem til vores udstilling.

Lone Simonsen er også lokal. Hun har Danmarks mindste tapet-fabrik, hvor hun laver håndgjorte tapeter efter eget design.

De to er gået sammen om at lave en udstilling til os – og den er jeg meget spændt på, hvad den vil indeholde. Så kom til vores fernisering d. 6/11. Jeg lover jer, at det bliver spændende.

Den 1. december afholder vi et foredrag af Hans Christian Davidsen på Willumsens Museum. Foredraget omhandler Emil Noldes forhold til nationalsocialismen og regimet i Det Tredje Rige, herunder hans anti-semitiske synspunkter.

HCD er kulturredaktør på Flensborg Avis og har beskæftiget sig intensivt med Emil Nolde gennem 25 år.

Arrangementet bliver sådan, at man skal betale 60 kr. for at komme ind, men så gælder billetten både til at se udstillingen på Willumsens og til at overvære foredraget.

Samarbejdet mellem Willumsens Museum og Frederikssund Kunstforening er forholdsvist nyt, men det er helt sikkert noget vi vil gøre mere i.

I februar bliver der en event med Martin Bigum i Parkteatret. Det bliver et gratis arrangement for alle, og der kan tilkøbes spisning før foredraget.

Så hold øje med vores hjemmeside, for det er først til mølle, der gælder.

 

Næste år

Næste års kunstnere er ikke helt på plads, men I får besked, når vi er helt klar. Kig på vores hjemmeside.

 

Tak

Jeg vil slutte af med at rette en stor tak til en masse forskellige mennesker. Først og fremmest vores vagter, for de timer de bruger i Langes Magasin.

Tak til de forskellige musikere, som troligt tropper op til vores ferniseringer og bare leverer god musik. (Niels Elberling, Jørgen Løkkegaard og Stefan Rasmussen).

Og som rosinen i pølseenden, en kæmpe tak til resten af bestyrelsen. Intet af dette ville kunne have ladet sig gøre uden jer.

Jeg vil også rette en stor tak til vores sponsorer. Meny, som altid leverer vin til ferniseringerne, og som var ekstra flinke, da de leverede lagkage til vores jubilæumsudstilling. Også Acacia Blomster skal have en stor tak for deres fine buketter.

Og så vil jeg også sige tak til jer, som er kommet her i dag.

Gitte Stagis – Formand                                                                                                                             1

Nyhedsbrev

Vi inviterer gerne både medlemmer og gæster til ferniseringer.
Skriv dig op til nyhedsbrevet og få invitationer til vores udstillinger og arrangementer

Vi spammer ikke! Læs mere i vores privatlivspolitik